Henvisning
Indholdsfortegnelse
Patienter med osteoporotisk sammenfald
Patienter med stærke funktionshæmmende smerter kan indlægges akut på den lokale reumatologiske eller medicinske afdeling med henblik på smertebehandling og mobilisering.
Spondylartropati
Patienterne kan henvises til den lokale reumatologiske afdeling med henblik på diagnostik og behandling, herunder behandling med biologiske antiinflammatoriske reumatika.
Infektiøs spondylodiscitis eller metastaser
Patienterne indlægges akut på den lokale reumatologiske eller medicinske afdeling med henblik på diagnostik og videre behandling. Den lokale reumatologiske eller medicinske afdeling varetager opgaven i samarbejde med Spine Unit, Hoved-Ortho Center, Rigshospitalet og øvrige relevante afdelinger.
Patienter med paresegrad mindre end eller lig med 3 eller cauda equina syndrom
Patienterne henvises akut til den lokale reumatologiske afdeling og vagthavende reumatolog orienteres telefonisk. Den lokale reumatologiske afdeling varetager den videre diagnostik, herunder billeddiagnostik, og den efterfølgende kontakt til Videncenter for Rygsygdomme på Glostrup Hospital (degenerativ årsag) eller Spine Unit, Hoved-Ortho Center, Rigshospitalet (malign, infektiøs eller traumatisk årsag).
Den lokale reumatologiske afdeling i Helsingør har ikke aktuelt vagtberedskab til at varetage denne opgave, og patienter fra planlægningsområde Nord skal henvises akut til neurologisk afdeling på Hillerød Hospital.
Patienter med nedsat kraft, men med paresegrad større end 3
Patienterne henvises subakut til den lokale reumatologiske afdeling. Den lokale reumatologiske afdeling skal vurdere patienterne inden for 2 uger.