Glucosamin

Fra Rygsygdom.dk
Spring til navigation Spring til søgning

Kilde

Netdoktor

Hvad er glucosamin?

Glucosamin er et lægemiddel i fri handel, der kan hjælpe mennesker med slidgigt. Det kan dæmpe smerter, forbedre bevægeligheden, samt bremse nedbrydningen af den ledbrusk som sygdommen ødelægger.

Hvem kan bruge glucosamin?

Glucosamin kan først og fremmest anvendes af mennesker, som har let til moderat slidgigt i knæ eller hofte. Ved sværere slidgigt er virkningen mindre god, fordi ledbrusken er så ødelagt, at det er for sent at genoprette skaden.

Hvor hurtigt virker det?

Nogle mærker en virkning efter at have taget tilskuddet i 2-4 uger, men der kan godt gå flere måneder. Har man ikke mærket en gavnlig effekt efter 2-3 måneder, er der næppe nogen grund til at fortsætte med at tage glucosamin.

Er glucosamin testet af videnskaben?

Kliniske forsøg på mennesker med slidgigt i let til moderat grad, især i knæet, viser, at smerterne bliver mindre, og bevægeligheden forbedres. To større undersøgelser fulgte gigtpatienter i tre år og fandt, at glucosamin fortsat mindsker smerterne og forbedrer bevægeligheden. Røntgenundersøgelser af gigtramte led tyder på, at glucosamin kan bremse ødelæggelsen af ledbrusken. Som tommelfingerregel mærker to ud af tre brugere en effekt.

Hvordan virker glucosamin?

Glucosamin er et sukkerstof, som findes naturligt i kroppens bindevæv, herunder brusk. Kroppen kan selv lave det, mens maden kun tilfører små mængder. Glucosamin danner meget lange molekyler ved navn glykosamin-glykaner, der gør ledbrusken mere elastisk og stødabsorberende. Når glucosamin tages som tilskud, begynder bruskcellerne at lave flere glykosamin-glykaner, som er med til at styrke den nedslidte ledbrusk.

Hvor meget skal jeg tage?

Ved slidgigt er dosis typisk 1.200 milligram ren glucosamin om dagen. Der findes forskellige kemiske former af stoffet, så det svarer til:

  • 1.500 milligram glucosamin-sulfat
  • 2.000 milligram glucosamin-sulfat/kaliumchlorid (KCl)
  • 1.400 milligram glucosamin-hydrochlorid (HCl)

Har det bivirkninger?

Glucosamin er et naturligt stof, som kroppen selv kan lave, og i praksis er det uskadeligt og tåles godt. Lidt ubehag i maven, svimmelhed, hovedpine og allergiske hudreaktioner kan forekomme. Der kendes ikke tilfælde af overdosering. I dyreforsøg har der ikke været forgiftninger, selv om dyrene har fået 200 gange den normale dosis.

Hvem må ikke bruge glucosamin?

Man må godt bruge glucosamin, når man er diabetiker, men Lægemiddelstyrelsen råder til forsigtighed. I starten af behandlingen kan man kontrollere blodsukkeret hyppigere for at sikre, at det ikke ændrer sig. Er man allergisk overfor skaldyr, må man ikke bruge glucosamin, da præparatet udvindes af skaldyr.

Hvad med min øvrige gigtmedicin?

Såfremt glucosamin dæmper smerterne, kan man forsøge at skære ned på den øvrige smertestillende medicin (NSAID-præparater), som typisk tages efter behov. Herved kan man måske slippe for gigtmedicinens bivirkninger i bl.a. maven. Får man receptordineret medicin af lægen, skal man ikke selv afbryde behandlingen, men først tale med lægen. Det vides ikke, om glucosamin kan have uheldige virkninger, hvis det tages sammen med andre lægemidler. Indtil nu er der ikke rapportet om uheldige vekselvirkninger med anden medicin.

Hvor kan jeg få mere at vide?