Alendronat

Fra Rygsygdom.dk
Spring til navigation Spring til søgning

Beskrivelse

Middel mod osteoporose. Osteoklasthæmmende middel af bisfosfonattypen.

Dispenseringsform

tabletter a 10 mg eller 70 mg alendronsyre (som natriumalendronat). Indeholder lactose.

Indikationer

  • Postmenopausal osteoporose.
  • Osteoporose hos mænd med henblik på reduktion af risikoen for vertebrale frakturer.

Doseringsforslag

Voksne. 10 mg en gang dgl. eller 70 mg ugentlig om morgenen, når patienten er stået op. Skal indtages fastende mindst 30 min. før andre føde- og drikkevarer, kosttilskud eller lægemidler. Tabletten skal indtages i stående eller siddende stilling, og den skal synkes hel med et helt glas postevand (ikke mineralvand) på grund af risiko for øsofagusirritation.

Kontraindikationer

  • Sværere nyreinsufficiens (GFR < 35 ml/min.).
  • Hypocalcæmi og andre forstyrrelser i calcium- og mineralstofskiftet.
  • Manglende evne til at stå eller sidde oprejst i mindst 30 minutter efter indtagelse af en tablet.
  • Øsofagusabnormiteter, som kan forsinke tømningen af spiserøret eller medføre refluks.

Forsigtighedsregler

Under behandlingen bør der gives et tilskud af calcium og D-vitamin.

Almindelige bivirkninger (1-10%)

Synkebesvær, ulcerationer i øsofagus, gastro-øsofageal refluks, dyspepsi, abdominalsmerter, obstipation, diarré, flatulens. Artralgi, myalgi. Hovedpine.