Postoperativ patientinddragelse
Indholdsfortegnelse
Beskrivelse
Postoperativ patientinddragelse til erfaringsbaseret optimering af tværfaglige patientforløb samt patientoplevet kvalitet
Formål
Formålet med projektet er at fremme kontinuerlig udvikling og sikring af kvaliteten af de tværfaglige patientforløb på Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme (VRR). Endvidere er formålet at samarbejdet omkring optimering af patientforløbene foregår i dialog mellem patienterne/de pårørende samt de sundhedsprofessionelle. På denne baggrund arbejder VRR med patientinddragelse til evaluering og videreudvikling af patientforløb samt tværfagligt samarbejde via afholdelse af dialogmøder baseret på InterProfessionel Læring og Samarbejde (IPLS).
Materialer og metoder
Årligt gennemføres 2-3 dialogmøder med deltagelse af ca. 15 patienter og pårørende samt personalerepræsentanter fra afdelingerne VRR, Y samt V. Før afholdelsen fastlægges temaer og derudfra udarbejdes en interviewguide i tværfagligt samarbejde. Møderne gennemføres som semistrukturerede fokusgruppeinterview ud fra de fastlagte temaer, men med fleksibilitet i relation til at forfølge patienternes historier og erfaringer. Interviewene optages, transskriberes og bearbejdes efterfølgende vha. kvalitativ indholdsanalyse2. Afslutningsvist afholdes et opsamlende møde med fastlæggelse af fremadrettede indsatser på baggrund af den indsamlede viden.
Resultater
Bearbejdningen af patienternes erfaringer og historier har resulteret i optimering af det præoperative rygseminar således, at der sikres ensartet information til patienterne, optimeret koordinering af tværfaglige ydelser med reduceret ventetid til følge samt fremme af patientempowerment. Ydermere, er den skriftlige patientinformation forbedret, der er etableret postoperativ ring hjem ordning samt kriterier til forbedring af udskrivelsen og den patientoplevede kvalitet. Endvidere har drøftelsen af et foreslået postoperativt undervisningstiltag, efter input fra patienterne, ført til justeringer i fht. hensigtsmæssig afvikling.
Konklusion
Patientinddragelse via IPLS baserede dialogmøder er et tiltag, der kan anbefales, idet inddragelsen sikrer og udvikler den tværfaglige koordinering og den patientoplevede kvalitet. Den direkte kommunikation med brugerne af sundhedsydelserne giver mulighed for at få be- eller afkræftet ønsker og forventninger til patientforløbet. Dermed sikres patienterne indflydelse på tilrettelæggelsen og eventuelle ændringsforslag. Endvidere skabes og understøttes videndeling på tværs af fagområder.